Til forsiden  
 

Bourgogne smagning

v/ Torben Bruun - Bichel vine

Torsdag den 8. oktober 2020 kl. 19.00

Medborgerhuset, Herningvej 7A

Pris for denne aften:

Medlemmer kr. 300,00 Gæster kr. 400,00


Se billeder fra aftenen

Bourgogne

Forord fra Torben Bruun

Bourgogne – alene ordet får det til at krible hos vin-entusiaster.

Denne smalle skråning kaldet Côte d`Or (den gyldne skråning), som vi finder mellem Marsannay i nord og Santenay i syd laver nogle af verdens bedste vine. Og dyreste !!

Vine som kun de færreste har råd til at købe og – i takt med øget global velstand, kun bliver dyrere og dyrere. Desværre – for mange vine bliver aldrig drukket. Det er investering – og mange bliver drukket af nyrige russere og kinesere, som ikke sætter pris på vinen, men alene bruger den som bevis på deres økonomiske kapacitet.

Vi skal ca. 2.400 år tilbage. Her startede kelterne vindyrkningen i området. Da romerne ca. 400 år senere kommer til området på deres vej til krig mod gallerne videreudvikler de vindyrkningen.

Men vi skal frem til år 630 hvor hertugen af Nedre Burgund skænker klosteret i Béze en stribe vinmarker. Bl.a. den mark vi i dag kender under navnet Gevrey-Chambertin Grand Cru Clos de Béze.

Og netop munkene har om nogen op gennem middelalderen minutiøst – bogstavelig talt, vendt hver en sten på skråningen og inddelt den i små marker, som er kranset ind i små stengærder.

Munkene satte vinproduktionen i system og have gode muligheder for at vinificere mosten i de kølige klosterkælder.

Og det er netop det arbejde franskmændene i dag kalder terroir – dette lille specifikke geografiske område, helt unik p.g.a. nedbør, vind, solskinstimer og ikke mindst undergrund giver druerne og dermed vinen netop den personlighed, som er kendetegnet for området.

Er det så fantastisk vin?

Ja for pokker!!

Ikke tyk solbær-marmelade som vi kender det fra australsk syrah, men let, delikat og finesserig.

Vin man lige skal have ét glas mere af.

Vinbønderne i Bourgogne kalder ikke sig selv for vin-producenter. De mener selv, de blot formidler terroirén videre i druen/vinen.

Sandt? Måske – det kan du selv afgøre.

Faktum er i hvert fald, at vinbonden i kælderen sætter sit helt eget personlige præg på vinen.

Og det giver jo en livslang mulighed for at gå på opdagelse i et vin-område man aldrig bliver færdig med.

Kludetæppet af forskellige marker, flere hundrede gode producenter i kombination med forskellige årgange.

Og rejsen – den starter i aften.

Chablis 1 Cru

Forets 2016, Louis Michel

100 % Chardonnay fra Chablis 1. cu-mar-ken Forets (staves også sommetider Forest).

Vinificeret uden tilsætning af gær og med så lidt indvirkning som muligt. Lagret minimum 12 måneder. Ingen fad.

Forets ligger på vestsiden af Serein-floden og har en rigtig fin jordbund og eksponering, der giver meget mineralske og slanke vine. l Kombinationen af det marginale klima og den kalkholdige jordbund giver generelt vine med et ret højt syreniveau.

Det er vine, der kan gemmes og som bliver mere interessante med tiden.

Vinen har en flot duft af citron, grønne æbler og hvide blomster. Smagen er utrolig præcis med høj syre balanceret af vinens intense mineralitet. Kompleks og med lang eftersmag.

Chablis 1. cru bør tidligst drikkes 4-5 år fra høståret. Udvikler en udpræget mineralitet, der passer godt til smagen af særligt østers og mager fisk. Vinen kan dog sagtens klare selv ret kraftige retter med fisk, skaldyr og fjerkræ.

Saint-Aubin 1. cru

En Remilly 2017,

Henri Prudhon

Lavet på 100 % Chardonnay fra 1. cru marken "En Remilly" der ligger på den østlige side af Saint Aubin grænsende op til Puligny-Montrachet - faktisk ganske få meter fra Grand Cru Chevalier-Montrachet.

Høstet i hånden og lagret 9-12 måneder med bundfald på fade - heraf ca 25 % nye.

Meget klassisk stil med aromaer af fersken, citron og eg - smagen er præcis med en fin fedme balanceret af rank syre og flot mine-ralitet.

Hvid Bourgogne er velegnet til klassiske retter med fisk og skaldyr - særligt retter, hvor smør er involveret. Det kan være meuniere-stegte fisk, retter med hollandaise eller beurre blanc eller retter serveret med brunet smør. Passer også godt til fjerkræ - særligt en god kylling. Klassisk, hvid Bourgogne er rigtig godt til modne komælksoste

 

Chambolle-Musigny

Les Cras 2017, Patrice Rion

Ren Pinot Noir fra 1. cru marken "Cras", som er en topmark på Villages-niveau og giver vin med kvalitet som 1. cru.

"Cras" har et stort indhold af kalksten i jordbunden og regnes for en af de allerbedste 1. cru marker i Chambolle. Vinen har ligget ca. 18 mdr. på fad, hvoraf ca. 30 % er nye.

Herlig duft af hindbær og jordbærmarmelade med et let jordet element - på en god måde. Intens bærfrugt i smagen med god struktur. Lang eftersmag.

Klassisk Bourgogne er alsidige madvine. Går fint til lette retter med stegt fisk, lyst fjerkræ, fuglevildt og kalvekød, svampe og kål fungerer rigtig som tilbehør.

 

 

Cotes de Nuits-Villages 2014, Bachelet

100% Pinot Noir fra landsbyen Brochon, som ligger som den nordlige nabo til Gevrey-Chambertin.

Ligesom med alle Bachelet’s marker, så er der tale om vinstokke på mere end 35 år. Det betyder utroligt lave udbytter og i det hele taget får vinene en behandling af usædvanlig seriøs karakter - specielt den ydmyge appelation taget i betragtning.

Vinene minder meget om domainets vine fra Gevrey, hvor der søges at lave holdbare vine med balance og transparens frem for alt. Kan man holde fingrene fra denne vin i 10 år, så bliver man virkelig belønnet.

 

Gevrey-Chambertin Vielles Vignes 2017,

Rossignol-Trapet

Ren Pinot Noir fra tre plots på i alt fire ha i Gevrey-Chambertin dyrket biodynamisk. Vinificeret uden tilsætning af gær og med 35-40 % hele klaser. Lagret på små fade, hvoraf ca 10 % er nye, i et års tid.

Den har en meget flot kombination af Gevrey’s maskuline struktur og en saftig, elegant frugt. Letkrydret med aromaer af røde bær. Fine tanniner og god friskhed.

Klassisk Bourgogne er alsidige madvine. Går fint til lette retter med stegt fisk, lyst fjerkræ, fuglevildt og kalvekød, svampe og kål fungerer rigtig som tilbehør.

 

 

Beaune 1.cru Teurons 2007, Rossignol-Trapet

Da vi startede importen af Rossignol-Trapet blev vi tilbudt at købe et parti af denne perfekt modne vin. Det er yderst sjældent at få mulighed for at købe så vellagret vin, der kun er blevet flyttet én gang - fra Gevrey til Hjortshøj, og så oven i købet til en meget fordelagtig pris.

Lavet på 100 % Pinot Noir fra 1. cru marken les Teurons. Marken udgør i alt 21 ha og Rossignol-Trapets andel godt 1 ha. Der dyrkes biodynamisk. Lagret på ca 10 % nye fade - resten brugte.

Moden Bourgogne kalder på vildt, modnet kød og svampe. Skulle man være så heldig at kunne skaffe nogle trøfler, så høvl dem over en due eller Gothenborg kylling.