Til forsiden  

Formandens beretning til generalforsamlingen fredag den 21 maj 2021

Vinsmagning nr. 232 og generalforsamling nr. 33.

 

Siden sidste generalforsamling, der pga. Corona restriktioner, først blev afholdt den 10.09.2020 har det kun været muligt, at afholde 1 af de 5 planlagte vinsmagninger, inden denne generalforsamling.

Vi er heldige at antallet til indendørsforsamlinger, er blevet hævet til 50 lige præcis den 21.05.2021, hvor vi havde planlagt den ordinære generalforsamling. Vi var dog nødt til at flytte stedet til Vesterhavshallens kantine, eftersom medborgerhuset først åbner den 25. maj.

Medlemstallet er stabilt, vi er 52 medlemmer, der har været nogle få udmeldinger, men der er så også kommet nye til, så velkommen til dem.

Det er dejligt at se at medlemmerne stadigvæk støtter op om klubben, selv om vi har været meget begrænset i vores aktivitetsniveau.

Kontingent: Som en konsekvens af det lave aktivitetsniveau besluttede vi i bestyrelsen tidligere i år at reducere medlemskontingentet til 250 kr. for 2021.

Kommunikation: I vil også have bemærket, at vi i vores kommunikation med jer er gået over til en discount model, idet vi har sendt meddelelserne vedrørende aflysninger og sidst indkaldelse til generalforsamlingen ud i et brev. På den måde har vi reduceret udgifterne. Vi vender selvfølgelig tilbage med bladet til næste ordinære vinsmagning.

Ligeledes kommunikerer vi også på Facebook og på vores hjemmeside, så hold øje med dem også.

Bestyrelsen.

Nye i Bestyrelsen er Peter og undertegnede og suppleant Lisbeth.

Formand: Kirsten, næstformand: Karsten, sekretær og vinmester: Niels Jørgen, kasserer: Inge Lise, redaktør: Peter, koordinator: Åge, suppleant: Lisbeth.

Ifølge vedtægterne kan der være 2 suppleanter, så vi har en mindre.

Antallet af face to face bestyrelsesmøder har også været begrænset, vi har afholdt de fleste møder pr. telefon. Vi ser frem til at kunne afholde bestyrelsesmøderne face to face, så er det lidt nemmere at holde tale rækken.

Vinsmagninger.

Glassmagningen den 10.09.2020

Efter generalforsamlingen havde vi glas smagningen i Riedel glas og med nogle rigtig gode vine, som Martin fra H.J Hansen vin i Randers præsenterede.

Vi er vist alle enige om, at det var en glimrende aften, hvor vi alle lærte noget, selv skeptikerne, som der jo var en del af.

Martin kunne styre forsamlingen, og var meget inspirerende og vidende både hvad angår de forskellige glastyper, historien om Riedel glas og om de forskellige vine.

Til denne vinsmagning var der 4 forskellige glas til forskellige vintyper

Sauvignon Blanc/ Riesling, Chardonnay, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon.

Vi smagte så på hver enkelt vin i forskellige glas og det var meget interessant at erkende at der var forskel.

Vi fik alle glassene med hjem og havde mulighed for at købe flere glas 4 til 3 pris. Dette gjaldt også andre glas bl.a. glas til Syrah/ Amarone etc.

En glimrende aften, som den afgående vinmester havde været stor talsmand for.

Bourgogne smagning 8. oktober 2020

8. Oktober afholdt vi en for mange længe ventet vinsmagning af Bourgogne vine i medborgerhuset.

Vi var 35 deltagere, hvilket gjorde det rimelig nemt at overholde anvisningerne vedrørende afstand (Covid 19)

Smagningen var arrangeret af vores tidligere vinmester Mikkel og Karsten.

Torben Bruun præsenterede, en stor vin entusiast, jeg vil tillade mig at kalde ham lidt nørdet, kærlig ment.

Entusiasmen gjaldt især vine fra områder startende med B. (Barolo, Brunello, Bordeaux og Bourgogne).

Torben ved meget om Bourgogne, eftersom han tit besøger stedet, vi fik fornemmelsen af at han kendte hver vinmark i Bourgogne området.

En vigtig læring for de af os, som ikke ved så meget om Bourgogne er at her definerer man vinen ud fra marken.

Vi har tidligere fået feed back om at pris niveauet for vinene ved smagningerne var for lave, vi må sige at der blev rådet bod på dette ved denne vinsmagning, hvor udsalgspriserne lå fra 250 kr. – 595 kr./flaske

Vi kunne købe vinene til lavere priser.

Torben fortalte også at en af hovedårsagerne til at vinene var så dyre er at 2/3 bliver opkøbt af russere og kinesere med det formål at vise at de har råd, ikke for at drikke vinene, hvilket nogle af producenterne var ret kede af.

Heraf følger at priserne på jorden i Bourgogne er meget høje, hvilket gør arveskiftet meget problematisk.

Torben fortalte levende om dette og jeg tror såmænd at han kunne have brugt meget mere tid.

Tak for en lærerig aften.

 

 

Julesmagningen 19 november blev aflyst.

I stedet tilbød vi sammen med Vinhuset Top Wine en smagekasse til favorabel pris.

Nogle medlemmer benyttede sig af dette tilbud.

 

 

Fremmøde.

Vi vil gerne takke for opbakningen til vinklubben. Generelt har vi et fremmøde til arrangementerne på mellem 70-80 %, så det er jo glimrende.

Vi modtager gerne feedback i form af hvad vi kan gøre anderledes og forslag til kommende arrangementer.

Jeg vil gerne takke bestyrelsen for godt samarbejde, alle er dybt engagerede og vi har livlige diskussioner.

Også en stor tak til vores webmaster Jørn.

Og tak til vores revisorer Henning Bro og Jan Andersen.

Sidst håber jeg på, at vi får en mere normal sæson i efteråret med 3 planlagte vinsmagninger.

Niels Jørgen vil fortælle lidt om det under eventuelt.

 

Efter generalforsamlingen vil vi jo nyde en 6-retters menu fra Susgård og foreningens vine.

På bestyrelsens vegne.

Kirsten.